Keramikerens historie – hånddrejet keramik med nærvær
Læs om rejsen fra mesterlære til eget værksted, og hvordan hånddrejet keramik, naturens former og tålmodigt håndværk forenes i værker, der skaber ro, nærhed og brugsglæde.
Mit arbejde udspringer af en enkel fascination: hvad der sker, når hænder, ler og tid mødes. Det begyndte tidligt, længe før jeg vidste, at keramikken ville følge mig gennem livet.
Naturens former, farver og rytmer satte sig i mig, og leret blev et sted, hvor tankerne kunne falde til ro, mens materialet langsomt fik sin egen stemme.
I dag arbejder jeg bevidst med at skabe keramik, der både kan ses og mærkes - genstande, hvor overflade, form og tyngde inviterer til berøring og nærvær. Herfra er min rejse blevet ved med at udvikle sig, mens jeg lærer at lytte til det, jeg skaber, og lade det føre mig videre.
Hvor det begyndte
Som helt ung stod jeg i mit første værksted og mærkede varmen fra ovnen, lugten af ler og glæden ved at forme noget, der ikke fandtes før. Jeg kom i mesterlære hos den anerkendte keramiker Aage Wurtz og afsluttede med svendeprøve og medalje.
Årene i mesterlære lærte mig, at keramik ikke kun handler om teknik, men om nærvær - om at turde lade materialet gå sine egne veje. Her blev grundlaget for mit nuværende udtryk lagt: respekten for håndarbejdet, tålmodigheden i processen og den stille glæde ved at skabe noget med varige spor af hændernes arbejde. I 1989 grundlagde jeg min egen virksomhed, Green Keramik, som jeg drev frem til 2001. Det var nogle spændende og meget lærerige år i en tid, hvor keramik generelt havde det svært. Jeg havde mit eget galleri, hvor især turister i området lagde vejen forbi, og samtidig leverede jeg keramik til nogle af butikkerne i den danske isenkramkæde Inspiration.
At se mit arbejde finde vej ud i både galleriet og butikkerne gav mig en konkret forståelse af spændet mellem det kunstneriske udtryk og den keramik, der skal fungere i hverdagen. Senere arbejdede jeg i en årrække hos K H Würtz, hvor jeg byggede videre på både håndværket og min forståelse af, hvad god keramik kan. Her blev det til mange gode øjeblikke i mødet med spændende kolleger fra mangeforskellige nationer og en stærk team sammenhold på tværs af lande og kulturer.
Vejen tilbage til leret
Gennem årene har jeg bevæget mig rundt i forskellige brancher, men leret har aldrig sluppet sit tag i mig. Tværtimod har erfaringerne fra andre kreative felter givet mig nye øjne på lys, former, proportioner og detaljer - alt det, der i dag er en naturlig del af mit keramiske udtryk.
Når jeg åbner ovnen, er det aldrig helt til at forudsige, hvad der venter. Glasurerne, varmen og tiden skaber strukturer, man ikke kan styre fuldt ud, og netop det giver værkerne deres særlige stoflighed. Jeg arbejder bevidst med både brugskeramik og unika, men samme omhu og koncentration ligger bag hvert enkelt stykke.
Mit håb er, at den der holder en kop, en skål eller en vase, ikke kun ser farverne og formen, men også mærker overfladen, vægten og de små uregelmæssigheder. At man - bevidst eller ubevidst - får en fornemmelse af den tålmodighed, erfaring og dygtighed, der ligger bag rejsen fra det hånddrejede, våde ler til det færdigbrændte emne.
Hvis keramikken samtidig kan skabe en stille følelse af ro og nærhed til naturen, så er meget lykkedes.